Ligestillingsredegørelserne 2011

Manu Sareen

Minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen:

De offentlige myndigheder skal fortsat blive bedre til at arbejde for ligestilling

Ligestilling mellem kvinder og mænd handler om ligeværd. Ingen mennesker – hverken kvinder eller mænd, piger eller drenge – er ens, men det er en grundlæggende værdi i vores samfund, at alle mennesker er lige meget værd. Og begge køn skal have mulighed for at være med til at påvirke det samfund, vi lever i.

Ligestilling er derfor noget, der vedkommer os alle, og som vi hver især og i fællesskab har et ansvar for at sikre. Det gælder også myndighederne. Ligestillingsloven slår fast, at alle offentlige myndigheder

(stat, kommuner og regioner) har ansvar for at tage højde for behovene hos både kvinder og mænd, piger og drenge i alle indsatser og initiativer. Og det gælder både behovene hos borgere og de offentligt ansatte. Myndighederne skal hver andet år indberette om dette i ligestillingsredegørelser.

På denne hjemmeside kan du se resultaterne af de offentlige myndigheders ligestillingsredegørelser, og hvordan de i perioden 2009 – 2011 har arbejdet for at sikre ligestilling blandt borgerne og de offentligt ansatte.

Der er flere myndigheder, som opnår farven grøn end i 2009. Ligestillingsarbejdet skrider derfor langsomt fremad. Men myndighederne har fortsat nogle væsentlige udfordringer i forhold til at tage højde for ligestilling i deres indsatser og initiativer.

Kommuner og regioner

Der er lidt flere grønne regioner og gule kommuner end i 2009, hvor der sidst blev indberettet ligestillingsredegørelser. Vi kan altså se en lille fremgang her. Men over 30 % af kommunerne er stadig røde og arbejder derfor meget lidt for ligestilling (se oversigterne nedenfor og kommunernes og regionernes Danmarkskort: Ligestilling i kommunerne 2011 og Ligestilling i regionerne 2011).

Kommunerne og regionerne er nået et stykke vej i arbejdet med ligestilling blandt de kommunale/regionale ansatte, og der er f.eks. 2 procentpoint flere kvinder på topposter i kommunerne og 5 procentpoint flere i regionerne end i 2009.

Men myndighederne har væsentlige udfordringer med at sikre ligestilling for borgerne. Kun et mindretal af kommunerne tager i velfærdsydelserne (skoler, daginstitutioner, ældrepleje mv.) højde for behovene hos kvinder og mænd, piger og drenge. Regionernes arbejde for ligestilling i velfærdsydelserne til borgerne er fortsat meget sparsomt.

Statslige myndigheder

Der er flere ministerier og statslige departementer, styrelser, institutioner mv., som opnår farven grøn end i 2009. Nu er der 14 grønne ministerier og 66 grønne statslige myndigheder (se oversigten nedenfor og benchmarkingresultaterne for staten: Ligestilling i staten 2011).

Det er positivt og viser, at man i staten er blevet mere opmærksom på ligestilling.

De statslige myndigheder er nået et godt stykke vej i arbejdet med ligestilling blandt de ansatte, og der er f.eks. kommet ca. 11 procentpoint flere kvinder ind på topposterne.

Nogle myndigheder tager også højde for køn og ligestilling i arbejdet rettet mod borgerne, men der er fortsat en del myndigheder, som har væsentlige udfordringer i denne del af ligestillingsarbejdet.

Når vi ser overordnet på ministerierne, fremgår det, at der er nogle ministerier, hvor departementer, styrelser og institutioner arbejder sammen om at sikre ligestilling i indsatser/initiativer målrettet borgerne. Men der er også ministerier, der fortsat har en udfordring med at få alle organisationer med i ligestillingsarbejdet.

Konklusion

Ligestillingsarbejdet i kommuner, regioner og staten skrider fremad navnlig på personaleområdet. Men der er fortsat et godt stykke vej for myndighederne i forhold til at tage højde for borgernes behov i velfærdsydelserne og dermed skabe ligestilling for kvinder og mænd, piger og drenge.

Nogle myndigheder arbejder for ligestilling både blandt de ansatte og for borgerne. De fortjener ros for deres indsats og tjener som inspirationskilde for andre myndigheder.

Med ligestillingsredegørelserne kan vi styrke udvekslingen af gode erfaringer mellem myndighederne og dermed bringe ligestillingsarbejdet videre. Jeg vil derfor opfordre alle myndigheder til at bruge denne hjemmeside og lade sig inspirere af de gode eksempler, som findes på siden (for mere om eksempler se nedenfor).

Jeg håber også, at borgere, politikere og myndigheder bruger hjemmesiden og søger viden om, hvordan myndighederne arbejder for ligestilling i deres nærområder.

Jeg vil ønske alle myndigheder god arbejdslyst med at sikre ligestilling, og jeg glæder mig til at følge jeres arbejde for ligestilling fremover.

Minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen  



Eksempler på ligestillingsarbejde i de offentlige myndigheder:

I Deloittes hovedrapport (Hovedrapport 2011) om alle ligestillingsredegørelserne kan du finde eksempler på, hvordan forskellige myndigheder indarbejder ligestilling i ydelserne til borgerne og blandt de offentlige ansatte.

Du kan også finde eksempler på godt ligestillingsarbejde i en ny samling af eksempler (Gode eksempler), som er udviklet med afsæt i indberetningerne i ligestillingsredegørelserne 2011.

Du kan også læse videre i den enkelte myndigheds ligestillingsredegørelse.

Derfor skal der udarbejdes ligestillingsredegørelser

  • Ligestillingsredegørelserne giver overblik over, hvordan de offentlige myndigheder lever op til ligestillingsloven
  • Ligestillingsredegørelser skaber mulighed for udveksling af "best practice" imellem de offentlige myndigheder (i kraft af www.ligestillingindanmark.dk og hovedrapporten for 2009)
  • Ligestillingsredegørelserne giver borgere, politikere og interesseorganisationer indblik i de offentlige myndigheders indsats for at fremme ligestilling (og for at efterleve ligestillingsloven)
  • Ligestillingsredegørelserne er et redskab der hjælper den enkelte myndighed til at få overblik over sin indsats for fremme af ligestilling

Læs mere om ligestillingsredegørelserne

Resultater af benchmarking

Hver kommune, region, ministerium og øvrige statslige organisationer har på baggrund af deres indsendte ligestillingsredegørelse opnået et benchmarkingresultat. I benchmarkingen kan man opnå farverne grøn, gul eller rød. Grøn er udtryk for, at der arbejdes meget med ligestilling. Gul for er udtryk for, at der i mindre omfang arbejdes med ligestilling. Rød er udtryk for, at der kun arbejdes lidt med ligestilling.

Nedenunder kan du se myndighedernes hovedresultater af benchmarkingen. På siderne om kommunerne, regionerne og staten kan du se mere om de enkelte myndigheders benchmarkingresultater.


Fordelingen af kommunernes benchmarkingresultater (2011, 2009 og 2007)

  Grøn
(Arbejder meget med ligestilling)
Gul
(Arbejder mindre med ligestilling)
Rød
(Arbejder kun lidt med ligestilling)
2011 37 24 36
2009 36 15 46
2007 15 29 49

Fordelingen af regionernes benchmarkingresultater (2011, 2009 og 2007)

  Grøn
(Arbejder meget med ligestilling)
Gul
(Arbejder mindre med ligestilling)
Rød
(Arbejder kun lidt med ligestilling)
2011 4 1 0
2009 0 3
2007 1 1 3

Fordelingen af ministeriernes benchmarkingresultater (2011, 2009 og 2007)

  Grøn
(Arbejder meget med ligestilling)
Gul
(Arbejder mindre med ligestilling)
Rød
(Arbejder kun lidt med ligestilling)
2011 14 5 0
2009 9 10 0
2007 5 14 0

Fordelingen af de statslige organisationers benchmarkingresultater (2011, 2009 og 2007)

  Grøn
(Arbejder meget med ligestilling)
Gul
(Arbejder mindre med ligestilling)
Rød
(Arbejder kun lidt med ligestilling)
2011 66 34 16
2009 57 40 29
2007 37 53 34


Hovedrapport

Derfor skal der udarbejdes ligestillingsredegørelser

Resultater af benchmarking

Eksempler på ligestillingsarbejde i de offentlige myndigheder